Dyk ned i Sea Tomorrow – et oplevelsesområde på Tomorrow Festival dedikeret til havet og den grønne omstilling af søfarten.
Bliv badet i havets grønne løsninger fra top til tå. Opdag den grønne omstilling over og under havets overflade. Oplev el-færger og hvordan man skaber biofuel af plantebaserede materialer; find fossilfrie containerskibe; mød WWF Verdensnaturfonden og lær, hvordan havet har forandret sig over de sidste 100 år - og hvad du kan gøre for livet under havets overfalde. Mød Plastic Change og spring i dybet med Fonden GRØN iført et par VR-briller og udforsk havets biodiversitet.
Er du forpustet? Så snup en pause med en skål Graciliariatang og nyd en kop velskænket naturvin, inden du igen dykker ned i havets underfundighed over og under bølgens brusen.
Vores planet er mest blå og våd
Vidste du, at 70 % af planeten er dækket af vand? Og at Danmark er en af verdens førende maritime nationer på planeten? Og ved du, hvorfor det er vigtigt ift. klimaforandringerne?
På verdensplan står skibsfart for 2-3 procent af verdens samlede CO2-udledninger. Det arbejdes der intensivt på at nedbringe –og innovation og løsninger er der mange af i Det Blå Danmark. Det giver vi danskerne et indblik i på Tomorrow Festival.
Søfarten omstiller til grønt
Tomorrow Festival er stedet, hvor vi sætter fokus på fremskridt i den grønne omstilling. Vi er alle på vej, individer og virksomheder. Ingen er perfekte – ej heller vi – og vi er alle på en rejse.
På Tomorrow Festival stiller vi skarpt på løsningerne, idéerne, fremgangen og det grønne håb – også for havet og den maritime industri.
Den maritime industri og shipping spiller en vigtig rolle i fremtidens bæredygtige verden. Industrien har fuldt tryk på den grønne omstilling med den klare ambition at gøre fremtidens transport CO2-neutral. Faktisk er skibsfart allerede i dag en af de mest bæredygtige og energieffektive logistikformer, når man kigger på den enkelte vares CO2-udledning og transport.
Sea Tomorrow skabes i samarbejde med Den Danske Maritime Fond, Danske Rederier og Danske Maritime.
Herudover støtter Tuborgfondet Fonden Grøn, som har udviklet en unik VR-oplevelse, der vil være at finde i Sea Tomorrow området og på flere danske festivaler i 2022.
Hvis du vil høre mere, være en del af Sea Tomorrow eller noget helt tredje, så tag fat i projektchef i Tomorrow, Carina Hammer: cha(@)tomorrow.today